Skip to main content Skip to footer

Teknologisk Institut bliver nyt associeret medlem af Asfaltindustrien

Asfaltindustrien styrker sit faglige fællesskab med optagelsen af Teknologisk Institut som nyt associeret medlem. Instituttet er en af Danmarks førende videns- og teknologipartnere og spiller en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens materialer, testmetoder og klimavenlige løsninger til infrastrukturen.

Stærkere vidensgrundlag for branchen

Teknologisk Institut bidrager med dyb teknisk indsigt, avancerede laboratoriemiljøer og solid erfaring med materialetest, kvalitetsudvikling og innovation. Medlemskabet giver mulighed for et tættere samarbejde om at styrke både kvalitet, driftssikkerhed og klimaindsats i den danske asfalt- og vejsektor.

“Vi ser frem til samarbejdet med Asfaltindustrien og branchen. Vores mål er at bringe ny viden og teknologi i spil, så vi sammen kan udvikle løsninger, der både styrker kvaliteten og reducerer klimaaftrykket i den danske infrastruktur,” siger Jesper Niewald Laugesen fra Teknologisk Institut.

”Vi er utroligt glade for at have fået Teknologisk Institut som associeret medlem. Vi har altid haft en god og tæt relation, at styrke den yderligere er kun en fordel for os og den samlede branche, så vi i fællesskab kan finde fremtidens løsninger,” udtaler Jakob Svane adm. direktør i Asfaltindustrien

Samarbejde til gavn for hele samfundet

Optagelsen understreger betydningen af et tæt samspil mellem virksomheder, forskning og teknologiske miljøer. Ved at bringe viden og praksis tættere sammen kan branchen udvikle løsninger, der understøtter en mere effektiv, sikker og klimavenlig infrastruktur.

Det er stærk faglighed, der baner vejen for fremtidens veje og stier - vi ser i Asfaltindustrien, derfor frem til samarbejdet med Teknologisk Institut.