Skip to main content Skip to footer

Asfaltskolen

Asfaltskolen drives i samarbejde mellem 3F, virksomheder, uddannelsesinstitutioner og Asfaltindustrien.

Formålet med skolen er at sikre, at alle asfaltarbejdere får et tilbud om almen uddannelse især i dansk, regning og it. Indsatsen skal være et stærkt supplement til de faglige kurser og være med til at give større udbytte af disse og en lettere hverdag både på arbejde og privat. Medarbejderne går på kursus uden for asfaltsæsonen, det vil sige fra ca. december til marts.

Asfaltindustriens Uddannelsesfond støtter Asfaltskolen med et timetilskud.

Du kan høre mere om skolen og om, hvordan du eller dine medarbejdere deltager, hos virksomhedernes HR-ansvarlige.

Historie

Projektet Asfaltskolen startede i 2011, hvor fagbevægelsen 3F og Asfaltindustrien som den første branche gik i gang med at få klarlagt, hvilke kompetencer den enkelte medarbejder allerede besad og på hvilket niveau. Ud fra den viden fik de relevante medarbejdere en personlig uddannelsesplan. 

I de fleste virksomheder blev der dannet virksomhedshold i Forberedende Voksenundervisning (FVU) og for ordblinde. Hvor der ikke kunne dannes virksomhedshold, gik flere virksomheder sammen om at danne et hold, eller der blev fundet individuelle løsninger. Mange kursister har gået på hold med medarbejdere fra andre brancher.

Efterhånden blev der større variation i tilbuddene, og en del har deltaget i kombinerede forløb af FVU og Almen Voksenundervisning (AVU). Her har der f.eks. indgået fag som it, matematik og samfundsfag. Holdene for ordblinde har været populære, og mange har lært at bruge it-hjælpemidler i deres arbejde.

Der har også været gode eksempler på kombination af Asfaltskolens almene kurser med de faglige kurser i AMU-regi.

Alt i alt kan vi konstatere, at skolen har været en succes. Cirka 1000 medarbejdere har fået et kompetenceløft gennem skolen og dens tilbud. 

Udvikling i tilbuddet

I de seneste år har der været en vigende tilslutning til Asfaltskolen, især på Fyn og i Jylland. Vintrene er blevet mildere og asfaltsæsonen dermed længere, hvilket kan være en del af forklaringen på de manglende tilmeldinger. Forskellige modeller, der har skullet gøre tilbuddet mere attraktivt, har været afprøvet. For eksempel forsøg med kortere forløb og en skemafri dag for at mindske transporttiden for medarbejderne. Udviklingen i tilbuddet har dog ikke ført til vækst i deltagerantallet. 

Asfaltskolen drives nu i et mindre omfang end hidtil, men udbydes stadig med stor succes i Næstved på Sjælland. For mere information se i menuen til højre.    

Se videoer om Asfaltskolen

Videoen "Løn for uddannelse - Asfaltskole for dig" er til medarbejdere i asfaltbranchen og fortæller, hvad man får ud af Asfaltskolen:

Videoen "Asfaltskolen - Dygtige medarbejdere" er til formænd og fortæller, hvorfor det er en god ide at sende medarbejderne på Asfaltskole:

Kontaktperson i Asfaltindustrien:
Kamma Lund Jensen 
klj@asfaltindustrien.dk | 30 29 40 26