Brug af knust asfalt
Anvendelse af opbrudt asfalt
Det meste asfalt kan bruges i produktionen af ny varmblandet asfalt. Her er der tale om genanvendelse (se affaldshierarkiet). Når asfalt genanvendes, så kommer både bitumen-indholdet og stenmaterialet til gavn, da jomfruelige råvarer erstattes til glæde for klimaet.
Opbrudt og knust asfalt kan også anvendes til vejbygning i ubunden form, men her får man ikke samme nytte af bitumenindholdet. Det kaldes ”anden nyttiggørelse” eller ”materialenyttiggørelse” og er altså længere nede i hierarkiet. Asfalt bør derfor kun anvendes i ubunden form, når genanvendelse i ny asfalt ikke er mulig.
Anvendelse af opbrudt og knust asfalt reguleres efter asfaltcirkulæret* fra 1985, hvor det fremgår at det ikke er nødvendigt at indhente tilladelse efter miljøbeskyttelsesloven, når opbrudt asfalt anvendes til bundskikring og befæstelser af veje, stier, pladser og lignende.
Siden asfaltcirkulæret blev udarbejdet i 1985, er der imidlertid inddraget flere beskyttelseshensyn i miljøbeskyttelsesloven og jordforureningsloven. Det fik i 2010 Miljøstyrelsen til at udtale sig vejledende om anvendelse af opbrudt asfalt. Det fremgår af udtalelsen**, at beskyttelseshensynene efter styrelsens vurdering indebærer en begrænsning af de tilfælde, hvor knust asfalt kan anvendes uden konkret tilladelse. Styrelsens vurderer, at opbrudt asfalt fortsat kan anvendes til etablering af egentlige vejanlæg, men at anvendelse i stier, i parker, på marker o.lign. forudsætter en tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens §19. Det er kommunen, der kan udstede en sådan tilladelse.
Miljøministeriet arbejder med at opdatere reglerne for anvendelse af asfalt.
Er du i tvivl om, hvad du må med knust asfalt, så kontakt din kommune!
* Cirkulæreskrivelse om anvendelse af opbrudt asfalt til vejbygningsformål m.v., Miljøministeriet, 15. juli 1985.
** Vejledende udtalelse – anvendelse af rent asfalt uden godkendelse, Miljøstyrelsen, 13. august 2010.