Selvkørende biler
11. januar 2017
De selvkørende biler kommer – det kræver handling og planlægning nu. Sådan skriver Anders Hundahl, direktør, Asfaltindustrien, i en artikel der har været bragt i regionale dagblade
De selvkørende biler kommer – det kræver handling og planlægning nu
Om 20 år kan vi ikke rejse fra Aalborg til København med tog. Til gengæld kan vi på 2 – 3 timer suse mellem de to byer i komfortable, selvkørende og miljøvenlig el-delebiler som kører os direkte fra dør til dør. Udviklingen vil kræve en anden og bedre vejinfrastruktur end den vi har i dag. Til gengæld sparer vi på alle andre infrastrukturformer.
Dette mulige fremtidsscenarie er baggrunden for, at emnet ”selvkørende biler” er blevet debatteret den seneste tid. For nogle mener, at hele infrastrukturområdet står over for disruption: Fra tog, bus, letbane og privatbil, som vi kender det i dag, til miljøvenlige, selvkørende, fællesejede el-køretøjer, der dramatisk vil ændre skellet mellem offentlig og privat transport, ændre vores transportvaner- og muligheder og reducerer det samlede behov for infrastruktur.
Allerede i dag ser vi virksomheder som Volvo eksperimentere med selvkørende lastbiler i platoons, hvor den første lastbil har en chauffør mens de næste i platoonen ikke har; disse platoons kan i princippet køre i dag. Mercedes og Tesla er langt fremme med en næsten selvkørende modeller, der allerede er på vejene. Google har selvkørende biler kørende i USA i dag. Og Vest Himmerland kommune har søgt om tilladelse til at etablerer ruter med den selvkørende bus Olli, som vi måske kan se på de danske veje her i 2017.
Ida Auken skrev forleden i en artikel i Børsen, at man i Singapore har 800.000 biler og en god offentlig transport. Man har dér undersøgt hvor mange delebiler, der skulle til for at erstatte al deres behov for transport både privat og erhverv. Svaret var 300.000 biler. I teorien ville man i Singapore kunne droppe en halv million biler, al metro, alle toge og alle busser. Transport kan med andre ord gøres klogere, billigere og lettere - og det er den udvikling, der nu er på vej, understreger Ida Auken, der er formand for Siri Kommissionen, der skal kortlægge vækst- og jobmulighederne ved brug af kunstig intelligens.
Det er fantastisk, at vi og vores politikere kan og tør tænke så flotte tanker om fremtiden. Men for at denne grønne fremtid skal blive til virkelighed, så kræver det konkret handling her og nu og langsigtet planlægning.
Først og fremmest skal vi vedligeholde og udbygge den vejinfrastruktur, som vi allerede har, meget bedre, for selvkørende biler kan ikke køre på hullede veje med manglende afmærkning. Gevinsten er til at tage og føle på, for vi kan udnytte infrastrukturen langt mere effektivt end i dag. For der kan være flere selvkørende biler pr. km. vej end biler ført af mennesker, fordi de kan køre hurtigere og tættere – og samtidig mere sikkert. Og fordi selvkørende biler er fuldstændigt koordinerede, behøver vi helle ikke lyskryds med tilhørende opbremsning og acceleration. Selvkørende biler undgår automatisk hinanden i alle vejkryds.
Men vi skal også turde tænke langsigtet. Vi skal allerede i dag forberede fremtidens veje; som borgmesteren i Los Angeles er citeret for at sige: Byg nu trasseerne til vores BRT, Bus Rapid Transport, hurtigt-kørende busser på egne vejbaner, sådan, at de let kan laves om, så morgendagens selvkørende biler også kan bruge dem. BRT i stedet for f.eks. letbaner udgør således en fremtidssikring af vores infrastruktur. Noget vi i den grad skal tage med i vores overvejelser, når vi planlægger i disse år.
Endelig kræver en dynamisk udvikling af vores infrastruktur, så den kan håndtere selvkørende, grønne elbiler, at de myndigheder, der konkret skal forberede de kommende års infrastruktur til fremtiden, kan planlægge mange år frem. Det kan de desværre ikke i dag. Et eksempel er, at en central myndighed på området, statens Vejdirektorat, ikke er sikret mangeårige anlægsbevillinger. Det skaber usikkerhed, og det er gift for villigheden til at investere og realisere fremtidens infrastruktur. Det handler om tidsperspektivet. Hvis f.eks. Vejdirektoratet fik et 8 til 12 årigt bevillingsperspektiv, ville det give mulighederne for at kunne investere i og udvikle fremtiden infrastruktur. Og det kan jo laves sådan, at de første fire års bevillinger er konkrete, men de følgeden års udstak nogle retningslinjer og niveauer. Staten kan med fordel se til kommunerne, hvor mange har indgået flerårige kontrakter, helt op til 15 år, på vejområdet. Ud over at give mulighed for at planlægge og udvikle langsigtet, giver mangeårige kontrakter en økonomisk fordel for samfundet, fordi vi kan høste fordelene af, at kunne planlægge anvendelse af mennesker og maskiner optimalt over årene.
Men der er mange andre overvejelser, end dem jeg har skitseret ovenfor, vi skal adresserer, for at vi får de selvkørende biler ud at køre. Der er etikken: Hvad gør en selvkørende bil, når den opdager en potentiel og truende ulykke på dens vej? Undviger den og kører ind på fortovet, hvor to uskyldige fodgængere risikerer at blive kørt over - eller fortsætter den ind i ulykken? Der er juraen: Hvis er ansvaret ved uheld? Producentens, ejerens, vejens ejer eller den, der har programmeret bilen? Og endelig er der overvågningsperspektivet: Betyder selvkørende køretøjer en central styring og overvågning, som mange af os er betænkelig ved?
De mange spørgsmål og de mange perspektiver bør ikke gøre os handlingslammede, for fremtiden kommer, uanset om vi vil det eller ej. Det vi bør overveje er, hvordan vi griber fremtiden og former den.
Jeg ser derfor frem til at politikerne i det nye år tør gribe mulighederne, tænke nyt og planlægge langsigtet. Danmark kan blive førende på infrastrukturområdet. Men det kræver handling, planlægning og bedre vej-infrastruktur - nu.