Skip to main content Skip to footer

Ny regering

Asfaltindustrien hilser en ny, bred regering hen over midten velkommen. Den er det bedste fundament for udrulningen af Infrastrukturplan 2035, som skal sikre at Danmark hænger sammen og at vi fortsat får grøn vækst

 

Foran Amalienborg præsenterede Mette Frederiksen tirsdag den 13. december 2022 en ny regering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne.
Asfaltindustrien hilser den brede regering hen over midten velkommen.

For os at se, er en bred regering det bedste fundament for Infrastrukturplanen 2035 (der jo også er bredt funderet), hvilket er vigtigt for at binde landet sammen, og for industris og landbrugs produktivitet. Trafikanter oplever på en gennemsnitlig hverdag en forsinkelse på i alt 360.000 køretøjstimer svarende til 83 mio. køretøjstimer om året og et samfundsøkonomisk tab på 26 mia. kr. Det kan ikke blive ved at gå.

Vi er klar over, og har forståelse for, at der skal bruges penge på blandt andet forsvar, løn til offentligt ansatte eller skattelettelser. Men skal man bruge penge, skal man også tjene penge, og god infrastruktur er fundament for vækst. Det er derfor World Economic Forum i deres årlige undersøgelser af landes konkurrenceevne nævner infrastruktur som en af de bærende søjler; og det er derfor Dansk Industri i deres årlige undersøgelse af erhvervsvenlighed har infrastruktur og transport med.

Infrastruktur tager tid at anlægge og det er svært at indhente det tabte, hvis vi kommer på bagkant; stop-and-go er gift for virksomhedernes investeringer og medarbejderudvikling.

Vi glæder os til, at den brede regering vil være et sikkert og stabilt grundlag for de næste mange års udbygning af grøn infrastruktur

 

Foto af Christoffer Regild.