Ny rapport fra Rigsrevisionen ser uheldigvis bort fra arbejdsmiljøet
18. august 2016
Rigsrevisionen har for nyligt publiceret en interessant beretning om deres undersøgelse af gener for trafikanter ved udvidelser af motorveje.
I Asfaltindustrien bemærker vi os, at Rigsrevisionen i undersøgelsen vælger at afgrænse sig fra at se på sikkerheden for vejarbejderne. Det mener vi ikke er rimeligt.
Rapporten er spændende læsning og adresserer en lang række problematikker, f.eks. entrepriseformer, omkring ikke mindst Vejdirektoratets håndtering af fremkommelighed ved bygning og renovering af motorveje. Rapporten kritiserer på den baggrund, at vejarbejder tager for lang tid, og er til unødvendig stor gene for trafikanterne.
Men noget rapportenikke ser på er arbejdsmiljøet – og det er uheldigt. Motorvejsudvidelserne er nemlig arbejdsplads for rigtig mange mennesker, som arbejder for at anlægge gode veje til os alle, men desværre er der mange af dem, der oplever trafikken som en sikkerhedsudfordring.
Fremkommeligheden og trafiksikkerheden hænger uløseligt sammen med både sikkerheden for vejarbejderne og fremdriften. Suboptimering i forhold til trafikanterne er ikke bare urimeligt over for dem, der hver dag går på arbejde ved eller på motorvejene, men heller ikke nødvendigvis samfundsøkonomisk den bedste løsning. Et dårligt arbejdsmiljø eller i uheldigste fald en ulykke koster samfundet dyrt.
Derfor mener Asfaltindustrien, at det er positivt, at Rigsrevisionen undersøger om gener for trafikanterne i forbindelse med vejarbejde kan mindskes, men at det ikke må ske på bekostning af vejarbejdernes liv og helbred, at en bilist kommer få minutter hurtigere forbi et vejarbejde.
Vi mener derfor, at sikkerhed for vejarbejdere skal være med næste gang rigsrevisionen ser på emnet.