Skip to main content Skip to footer

MIS Recycling A/S nyt associeret medlem i Asfaltindustrien

Asfaltindustrien byder velkommen til MIS Recycling A/S, som nyt associeret medlem.

MIS Recycling A/S har i mere end 27 år specialiseret sig i genanvendelse og behandling af byggematerialer. Virksomheden er en central samarbejdspartner, når det handler om effektiv og bæredygtig håndtering af asfalt og andre nedknuselige materialer.

For asfaltbranchen spiller MIS Recycling A/S en særlig rolle i at sikre, at fræset asfalt kan knuses og genbruges i ny produktion. Genbrug af asfalt er i dag en af branchens vigtigste veje til at nedbringe CO₂-udledning og spare på jomfruelige råstoffer – og her bidrager MIS med både teknisk ekspertise og kapacitet.

– Vi er glade for at få MIS Recycling A/S med i Asfaltindustrien. Deres indsats for at understøtte asfaltbranchens grønne omstilling og øge genanvendelsen er helt i tråd med vores fælles ambitioner på området, udtaler Jakob Svane, adm. direktør i Asfaltindustrien.

-Vi ser frem til samarbejdet og til at bringe endnu mere fokus på kvalitet og genbrug i asfaltbranchen, supplerer Henrik Hvid Prod.Direktør i MIS Recycling A/S

MIS Recycling A/S arbejder med både private og offentlige kunder og har i forhold til Asfaltbranchen stor erfaring med sortering og mobilknusning. Medlemskabet i Asfaltindustrien skal blandt andet bruges til at styrke dialogen med branchen og bidrage til den fortsatte udvikling af genbrugsløsninger i høj kvalitet.