København vinder ind på Aarhus
17. april 2017
København satser massivt på at skabe vækst via infrastruktur og bedre veje, mens Aarhus skærer ned. Resultatet bliver, at arbejdspladser og virksomheder siver fra byen og turisterne ikke kommer igen, så Aarhus taber i vækstkapløbet.
Ingen borgmester eller intet byråd behøver at være i tvivl om, at virksomhederne lægger vægt på transport og infrastruktur. For i alle de år, hvor DI´s måling af de lokale erhvervsvilkår har fundet sted, har virksomhederne peget på transport og infrastruktur som dét væsentligste lokale erhvervsvilkår. Vigtigere end f.eks. skatter, afgifter og arbejdskraft. Og spørger man transportvirksomhederne, så siger hele 67 %, at en vigtig forudsætning for deres vækst er en velfungerende vejinfrastruktur.
Derfor er de 1.290 km. kommunale veje i Aarhus en vigtig vækstfaktor! Og derfor kan det undre, at Aarhus, i følgen en ny undersøgelse fra Dansk Vejforening, skærer mange millioner af vejbudgettet, mens København bruger 200 mio. kr. ekstra. Så meget desto mere som Aarhus Kommunens egne beregninger viser, at der er et stort vedligeholdelsesefterslæb på kommunens hullede veje!
Som direktør i Asfaltindustrien har jeg noget på spil her. Jeg repræsenterer en branche, der lever af at lave veje, stier og pladser. Nuvel, men det ændrer ikke på det faktum, at Aarhus sparer sig fattig, for det koster to til tre gange så meget at rette op på en forfalden vej i forhold til at vedligeholde i tide. Det er som med dine tænder. Passer du dem, og går regelmæssigt til tandlægen holder de længe. Gør du det ikke, skal du have dyre kroner. Ved at investere i infrastruktur og veje, bliver der råd til flere hjemmehjælpere eller til at sætte skatten ned i Aarhus. I stedet er byen er på vej ind i en ond cirkel med dårligere veje, færre arbejdspladser og øgede udgifter til asfaltlapper.
Jeg er klar over, at byen som Europæisk Kulturhovedstad 2017, ikke skal ligne et månekrater af opgravede veje og derfor nok bruger få anlægskroner. Men det modsatte, at lade vejene, cykelstier og pladser forfalde, er lige så slemt. For veje og pladser er byens ansigt udadtil, den måde den hilser turister og besøgende velkomment på. Møder man som gæst hullede veje, skæve fortove og misligholdte pladser, kommer man ikke igen.
Den udvikling skal vendes! Lad os få investeret i veje, vækst og arbejdspladser, så vi kan komme hurtigere til og fra arbejde og få transporteret varerne effektivt rundt i landet og i byen. Og lad os investere grønt. For nye veje, cykelstier, busbaner og p-pladser kan laves, så de dæmper støjen og har lav rullemodstand, så bilerne bruger mindre brændstof. Eller med særlige løsninger, der forsinker regnvandets vej til kloakken og modvirker oversvømmelser. Og naturligvis skal der bruges grønt genbrugsasfalt, der bringer Aarhus i front i den cirkulære økonomi. Aarhus skal investere sig rigere - i stedet for at spare sig fattigere. Aarhus skal vinde vækstkapløbet og skabe grøn vækst og arbejdspladser.
Ovenstående indlæg af Anders Hundahl har også været bragt i JyllandsPosten.