John Kruse Larsen valgt som præsident for EAPA
6. juni 2016
Siddende som 3. fra venstre, i paneldebat med Koordinator for den socialdemokratiske transportpolitiske gruppe i EU Ismail Ertug, facilitator Katrina Sichel, John Kruse Larsen og den tjekkiske transportminister Dan Tok.
Den Europæiske Asfaltforening, European Asphalt Pavement Association, EAPA, med hovedkontor i Bruxelles, har tirsdag den 31. maj, efter sin generalforsamling i Prag, valgt John Kruse Larsen til formand. Han er desuden adm. dir. i asfaltvirksomheder Pankas og næstformand i Asfaltindustrien. Til næstformand for EAPA valgtes Christoph A. Hagemeier fra Tyskland.
John Kruse Larsen udtaler i anledning af valget: ”Det er en ære for mig at blive valgt, og det giver Danmark ”serverette” på europæisk plan i.f.t. at fremme branchens synspunkter til gavn for EU's lande og borgere. Jeg vil især fokusere på det kæmpe vejvedligeholdelsesefterslæb der er i EU. For milliarder af euro vejkapital smuldrer, fordi vi ikke vedligeholder vores veje godt nok. Det skader samfundsøkonomien, for det er dyrere at lappe i.f.t. at vedligeholde i tide, og det er ikke godt for trafiksikkerheden, for dårlige veje er usikre veje, som kommissær for transport, Violeta Bulc, senest har fremhævet”. John Kruse Larsen tilføjer, at han også vil sætte offentligt indkøb på dagsordenen, hvor det alt for tit er pris her og nu og ikke miljøet og den langsigtede samfundsværdi, der er afgørende når stater, regioner og kommuner køber ind. Endelig vil han fremme mere og bedre kommunikation til borgere og politikere om branchen og værdien af veje - ikke mindst gennem øget brug af de sociale medier.
Af Anders Hundahl, adm. dir. Asfaltindustrien