Skip to main content Skip to footer

Industriens nye infrastrukturplan

28. februar 2019

DI Transports investeringsplan for infrastruktur flugter godt med Asfaltindustriens ønsker

 

Sådan fremtidssikrer vi vejene og den kollektive trafik

 

- Det er overskriften på DI Transports nye investeringsplan for infrastruktur og den flugter rigtig godt med de ønsker, som Asfaltindustrien har fremsat det seneste årstid, siger direktør Anders Hundahl.

- Vi skal have en plan, der sikrer et fornuftigt flow i investeringerne over en lang periode. På den måde får vi mest samfundsmæssig værdi for pengene. For det er kostbart at bygge og drive veje og infrastruktur. Mange mennesker og store maskiner skal igang, og derfor er der god fornuft i at tænke langsigtet.

DI vil give vejene og den kollektive trafik et løft, så de kan klare det stigende pres fra trafikken. DI foreslår at Folketinget bevilger 70 mia. kr. frem mod 2030, så der er der råd til at udbygge og forbedre de vigtigste vejstrækninger og den kollektive trafik - og dermed bidrage til at mindske den stigende trængsel.

Det fremgår af en samlet investeringsplan for den danske infrastruktur, som DI fremlagde den 27. februar 2019. I planen er der prioriteret en række motorveje og forbedringer af jernbanen, og der er puljer til blandt andet hovedveje, kollektiv bustrafik, fremme af cykling og ny teknologi. Baggrunden er, at trafikken på vejene sander til, og vi holder mere og mere i kø. DI har tidligere anslået, at trængslen koster det danske samfund 20 mia. kr. om året. Hertil kommer, at den kollektive trafik er under voldsomt pres og lider under forsinkelser og manglende kvalitet.

- Der er et skrigende behov for at fremtidssikre vores infrastruktur. Vi har længe efterlyst en samlet plan, og vi giver her vores bud på, hvilke store projekter, vi mener, bør blive prioriteret i en sådan plan, siger Michael Svane, branchedirektør i DI Transport.

 

Læs DI Transports plan her.

Flere andre organisationer har fremlagt planer vedr. infrastruktur bl.a. Dansk Vejforening. Læs deres plan her.