Fremkommelighed
22. august 2017
Ros til Transportminister Ole Birk Olsen for to forslag om at forbedre fremkommeligheden. Det er ikke de store midler, der er i spil, men mange beække små...
Transportminister Ole Birk Olesen har inden for de seneste dage stillet forslag om dels øget hastighed på visse vejstrækninger kombineret med en forbedring af striber, autoværn og rumleriller, og dels for at åbne nødsporet på Vestfyn i myldretiden. Mange bække små gør en stor å - det gælder også tiltag for at forbedre fremkommeligheden!
For at afhjælpe trængslen på motorvejen over Vestfyn vil regeringen afsætte penge til etablering af kørsel i nødsporet i myldretiden. Det meddelte Transportministeren mandag den 21. august. Baggrunden er, at Vejdirektoratet har vurderet, at et ekstra spor i hver retning på motorvejen mellem Nr. Aaby og Odense Vest vil give en mere robust og glidende afvikling af trafikken. Regeringen afsætter 231 mio. kr. i sit finanslovsforslag etablering af kørsel i nødsporene.
Et par dage før udsendte ministeren en pressemeddelelse om højere hastigheder på udvalgte landeveje og motorveje. Regeringen vil afsætte penge, 93,6 mio. kr., til at hæve hastighedsgrænsen på udvalgte landeveje og motorveje, hvor det er trafiksikkerheds-mæssigt forsvarligt.Forslaget skal give bedre fremkommelighed, og for at gøre det sikkert, at køre med den højere hastighed, skal der investeres i bl.a. rumleriller og autoværn.
Asfaltindustrien mener, at der er brug for en langsigtet infrastrukturplan for Danmark som værn mod skadelig stop-and-go politik, hvor Vejdirektoratets investeringer f.eks. falder som en sten i 2018. Det skader nemlig mulighederne for at fastholde fagligt kvalificeret arbejdskraft både hos entreprenører og i statens Vejdirektorat. Arbejdskraft som det er svært af få fat i igen, når investeringerne kommer tilbage i 2019 og 2020.
Når det er sagt, har lidt også ret. Med de to forslag, som nu lægges frem til forhandling i forbindelse med finansloven, forsøger regeringen at afbøde de værste virkninger af de manglende investeringer. Det skal den og ministeren have ros for.