Forskning, synlighed og en masterplan skal styrke kommunale veje
25. oktober 2017
Et debatindlæg bragt i Altinget 25.10.17 af Anders Hundahl, adm. dir., Asfaltindustrien.
Altinget har op til kommunalvalget spurgt, hvordan politikerne på Christiansborg kan styrke kommunalpolitikernes muligheder og råderum, og hvad der skal prioriteres på den kommunale transportdagsorden? Og hvor lokalpolitikerne selv skal sætte ind?Her er her vores bud på, hvad politikerne på Christiansborg kan gøre for kommunerne.
For det første tilslutter vi os kommunernes førstemand på området, Jøren Pedersen, borgmester i Kolding og formand for Kommunernes Landsforenings Teknik- og Miljøudvalg. Han efterlyser mere forskning og udvikling af de kommunale veje, der trods alt udgør 70.713 km. vej, ud de i alt de 74.516 km. offentlig vej i Danmark. For det er oplagt, at gøre vedligeholdelse og anlæg af kommuneveje til en aktiv og praktisk del af den løbende forsknings- og udviklingsindsats på vejområdet. Det kunne f.eks. være med forsøg med øget brug af permeabel asfalt eller vandveje der modvirker monsterregn; eller ved at udvikle og udlægge asfalt med lav rullemodstand, der reducerer transportsektorens CO2-udledning. Konkret foreslå vi en statslig pulje, der kan medfinansierer forskning og udvikling i grønne, kommunale veje.
For det andet anbefaler vi politikerne på Christiansborg om at stille krav til kommunerne om at få synliggjort det enorme vejvedligeholdelsesefterslæb, som de slås med. Og som koster skatteborgerne dyrt, for det er to til tre gange så kostbart at lappe på en forfalden vej som at vedligeholde i tide. Årssagen til efterslæbet er nemlig bl.a., at det er ”usynligt” i de kommunale budgetter, idet man ikke systematisk i regnskabet medtager det ”lån”, som mange kommunerne tager i deres veje ved at undlade optimal vedligeholdelse. Og når lånet ikke kan ses, frister det åbenbart over evne så vejene ”overbelånes” d.v.s. nedslides. Konkret foreslår vi, at kommunerne, med hjælp fra staten og efter den succesfulde australske model, indfører ”asset management” – altså at man synligt og systematisk opgør, om man har vedligeholdt vejkapitalen optimalt eller taget ”lån” i den ved at undlade vedligehold – eller sparet op ved at investere klogt. Og at staten stiller krav om, at kommunerne hvert år offentliggør status på vejkapitalen på baggrund af asset management-indsatsen.
Og endelig, for det tredje, anbefaler vi, at Christiansborg stiller sig i spidsen for en masterplan for alle, danske veje. Tag f.eks. supercykelstierne, som går igennem flere kommuner. Én kommune anlægger en flot og nyttig supercykelsti – som så stopper ved kommunegrænsen, fordi nabokommune prioriterer anderledes. Eller store veje, f.eks. Roskildevej ved København, som går igennem en lang række kommuner, som hver især har ansvaret for et lille stykke, hvilket ikke fremmer optimal vedligeholdelse. Eller Det strategiske Vejnet – et alternativt vejnet til motorvejsnettet, som håndterer omdirigering af færdslen med store ulykker på motorvejene, og som går igennem 58 kommuner. Konkret forslår vi en sammenhængende, langsigtet og forpligtende plan for veje og infrastruktur til gavn for fremkommeligheden og samfundsøkonomien.
Med disse tre forslag om forskning, synliggørelse af vedligeholdelsesefterslæbet og en masterplan for vejene, vil politikerne på Christiansborg kunne give deres kommunale kolleger en stor, hjælpende hånd. Til gavn for klima, samfundsøkonomi og fremkommelighed.
Med ønske om en god valgkamp!
PS – Asfaltindustrien holder valgmøder i Odense onsdag den 25. oktober kl. 16.30-18.00, i Køge torsdag den 26. oktober kl. 16.00-17.30, i Guldborgsund onsdag den 1. november kl. 16.00-18.00 og Aarhus Kommune tirsdag den 7. november kl. 18.00-20.00.