Skip to main content Skip to footer

Flow - ikke stop-and-go

21. november 2017

”Stop and go”-investeringer skaber usikkerhed for fremtiden og er gift for styringen af virksomhedens produktion og udvikling af medarbejderne. Asfaltindustrien opfordrer til en finanslov med vejfokus.

 

Finanslovsforhandlingerne er i slutfasen. Og Asfaltindustrien har derfor afsluttet en række møder med centrale politikere på Christiansborg. Vores budskab var og er, at der er brug for, at partierne handler og tænker positivt og fremadrettet og sætter en vækst-dagsorden med fokus på flow i stedet for den negative og dyre stop-and-go-politik som nu præger billedet, og som hele infrastrukturområdet og dansk erhvervsliv lider under.

”Stop and go”-investeringer skaber usikkerhed for fremtiden og er gift for styringen af virksomhedens produktion og udvikling af medarbejderne. ”Go”-investeringer medfører desuden prispres i opgangsperioder, mens ”stop-perioder” medfører, at entreprenørerne mister kompetencer. Et stabilt flow over årene skaber derimod forudsigelighed og optimale rammer for at tiltrække og fastholde danske arbejdspladser.

Lad mig give et eksempel. I 2015 var Vejdirektoratets investeringer i belægninger på 1,1 mia. kr. I 2018 falder de til 360 millioner kr. Et fald på 70 % på 3 år. Go-and-stop at værste og skadeligste skuffe.  

Det er god samfundsøkonomi i at investerer i infrastruktur. Branchen har kapaciteten, dansk industri ønsker bedre infrastruktur og pengene er der - senest blev Silkeborgmotorvejen f.eks. 1,4 mia. kr. billigere end ventet.   

Derfor skal der lyde en klar opfordring: Brug finanslovsforhandlingerne til at skabe flow i stedet for stop-go. Bliv enige om en langsigtet plan for infrastrukturområdet. Og få bevilget ekstra penge til veje i 2018, som vil skabe det nødvendige flow i branchen indtil masterplanen er klar.

Dét giver vækst og velfærd.

Ovenstående indlæg af Anders Hundahl har været bragt i Byg Tek.