Flere penge til vejene
9. september 2019
Fredag 6. september offentliggjorde Finansministeriet den aftale mellem staten og KL, der sætter rammerne for kommunernes økonomi i 2020. Der er flere penge til veje, hvilket er positivt.
Kommunernes investeringer bliver 19,1 mia. kr. i 2020. Det er et løft på 1 mia. kr. eller 5 % fra 2019, når man måler ændringen i faste priser (2020-priser). Det fremgår af aftalen om kommunernes økonomi for 2020, som regeringen og KL har offentliggjort i dag, fredag den 6. september 2019.
Hvis vejene til næste år vil udgøre den samme andel af det samlede anlægsbudget, som i det indeværende år, så vil kommunernes anlægsbudgetter til veje stige fra 3,3 mia. kr. i 2019 til 3,5 mia. kr. i 2020. Det er selvfølgelig glædeligt, for der er et stort efterslæb med at opretholde vejkapitalen. Og vejene er en vigtig del af velfærdssamfundet på linje med uddannelse og sundhed, for det er ikke velfærd at spilde sin tid i kø til arbejde eller at køre på en hullet og dermed trafikfarlig vej.
Derudover mener Asfaltindustrien, at klimasikring og CO2-reduktion bør spille en større rolle, når kommunerne anlægger og vedligeholder veje – et område som godt kan tilføres særskilte puljemidler. Selv om det er glædeligt med flere penge til veje, er der stadig langt til en genopretning af de kommunale veje, der ifølge kommunernes egne beregninger lider af et 3,9 mia. kr. stort vedligeholdelsesefterslæb, fastslår Asfaltindustrien.