Det gode udbud
15. maj 2018
Det gode udbud indeholder fokus på miljø og livcyklusomkostninger og ikke kun pris, skriver Anders Hundahl i artikel i Trafik & Veje, som kan læses her
Et godt udbud har fokus på innovation og livscyklysomkostninger
Af Anders Hundahl, adm. dir. Asfaltindustrien
Bladet Trafik & Veje har valgt at have fokus på udbud. Det er et godt og vigtigt emne, for det rette udbud til den rette opgave er alfa og omega for det gode resultat. Og skal det siges kort: Det gode udbud giver mulighed for at fokusere på gode løsninger, innovation, miljø og livscyklusomkostninger frem for alene pris her og nu. Det skaber optimal samfundsmæssig værdi.
Først og fremmest vil jeg gerne fremhæve, at man med den forholdsvis nye udbudslov i hånden, har mulighed for at benytte livcyklusomkostninger som tildelingskriterium. Det er herligt, for det er jo en super god forretning, hvis en vej kan holde længere eller være med til at afhjælpe en kostbar miljøudfordring ved at konkurrere på disse parametre i udbud.
Derfor opfordrer vi alle til at udnytte udbudslovens muligheder for at udarbejde udbud, hvor opgaver i højere grad tildeles på grundlag af livscyklusomkostningerne. Det vil sige, at der – udover omkostninger i selve brugsperioden – også inddrages andre omkostninger relateret til den udbudte opgave. Det kan f.eks. være bortskaffelsesomkostninger, klimapåvirkning, miljøbelastning eller indledende udviklingsaktiviteter. Eller bruge mulighederne for at udelukke tilbudsgivere, som har tilsidesat gældende forpligtelser inden for det miljømæssige-, sociale- og arbejdsretlige område; for på den måde at fremme ordentlige, velorganiserede virksomheder, der bruger penge og kræfter på at sikre, at der er orden i tingene og som gør en samfundsmæssig god indsats for eksempelvis at tage lærlinge og udvikle klimavenlige løsninger.
Barrierer for gode udbud er risiko og gamle vaner
Når det nu er så oplagt, at gode udbud god samfundsøkonomi går hånd i hånd, kan det jo under, at f.eks. livscyklusomkostninger ikke bruges meget mere. Det er fordi der er nogle barrierer.
For det første oplever vi et ensidigt fokus på pris fra kommuner og stat, fordi de er presset økonomisk. Men hvad der er billigt her og nu kan vise sig at være dyrt på sigt. Derfor skal vi alle sammen være meget bedre til at fortælle beslutningstagerne på det politiske niveau at f.eks. en velholdt vej er en trafiksikker vej, der sparer millioner i trafikuheld, eller at en ny klimavej erstatter kæmpe investeringer i kloaknettet. Derfor bør forhold som f.eks. trafiksikkerhed, miljø og klima selvfølgelig med i udbuddene.
For det andet oplever vi en vis tilbageholdenhed overfor at acceptere, at udvikling og udlægning af en ny vejtype medfører usikkerhed og dermed højere risiko i starten. Det drejer sig om spørgsmål som: Hvor længe holder den? Er udlægningen lidt mere krævende? Og hvad med vedligeholdelsen? Her kunne vi godt ønske os fra entreprenørside, at kunden var mere villig til i udbuddet at gå ind og dele risikoen med os. Påhviler denne ensidigt entreprenøren, er der en tendens til at vælge kendte og velafprøvede løsninger, især i udbud, hvor udvælgelse alene sker på baggrund af prisen.
For det tredje kan en barriere for innovation være tilbageholdenhed overfor at købe og prøve nyt. Hvad hjælper det f.eks. at Asfaltindustrien i et udviklings- og forsøgssamarbejde mellem Teknologisk Institut og Vejdirektoratet viser, at vi uden tab af kvalitet eller holdbarhed kan bruge meget mere genbrug i slidlagene, hvis kunden eller rådgiveren af gammel vane efterfølgende udarbejder udbud uden mulig for genbrug? Derfor ønsker vi os fra entreprenørside, at kunden i højere grad går ind og forpligter sig til ikke alene at udvikle nyt – men også købe nyt og indrette sine udbud derefter.
Bemærkninger om specifikke entreprise- og udbudsformer
Den mest enkle form er fagentreprisen, som er udbredt i mange kommuner. Typisk har kommunen en eller flere erfarne vejingeniører eller et godt samarbejde med en kvalificeret rådgiver, som kan udarbejde et færdigt projekt som udbydes årligt for et vist antal veje. Især i en tid med en tendens til faldende priser på markedet, kan det være fristende at følge med markedet prismæssigt år for år, selv om der også er en risiko herved, hvis prisudviklingen ændrer sig. En anden grund til at vælge en etårigt fagentreprise kan være, at der om et år eller to ventes at komme en politiske beslutning om en større omlægning af f.eks. byens centrum, hvorfor vejafdelingen ønsker at holde tingene flydende indtil da. Det er fair nok, at drive sine veje på den måde. Fra asfaltindustriens side oplever vi dog, at mange af den slags udbud er ”copy past” fra sidste gang. Derfor ønsker vi os, at man standser op og overvejer om udbuddet er fulgt med udviklingen – f.eks. inden for miljø og klima.
Ved en totalentreprise er totalentreprenøren både ansvarlig for alt arbejdet og for den væsentligste del af projekteringen. Totalentreprenøren kan anvende underentreprenører til en del af opgaverne og eksterne rådgivere til projekteringen. Totalentreprisen giver bygherre fordele i form af at især store projekter bliver mere styrbare og at de bliver færdige til tiden. Men entrepriseformen kan også have den utilsigtede virkning, at den hæmmer innovation og nytænkning. Det kan ske hvis totalentreprenøren har så meget fokus på pris og optimering af byggetiden, at underentreprenører som f.eks. asfaltentreprenøren tvinges til at vælge traditionelle og sikre løsninger. Her kunne vi godt tænke os, at vi fik sat mere fokus på samspillet mellem bygherre, totalentreprenør og underentreprenører og på, hvordan man sikrer fælles fokus på udvikling og miljøvenlig løsninger i udbuddene.
Ved en rammeaftale forstås en løbende aftale indgået mellem bygherre og entreprenør. Formålet med en rammeaftale er at fastsætte vilkårene for indkøb i en given periode, f.eks. fire år. Rammeaftaler anvendes typisk ved løbende indkøb af ensartede ydelser. Rammeaftalen giver mulighed for, at bygherre og entreprenør lærer hinanden at kende og udvikle og udføre innovative projekter. Som ved fagentreprisen ønsker vi os, at man i så høj grad som muligt tænker hensyn til ting som miljø, innovation og levetid ind, når man udbyder en rammeaftale.
En udbredt udbudsform er funktionskontrakten. Entreprenøren har ansvaret for vedligeholdelse af vejnettet til et af bygherren fastsat kvalitetsniveau. Funktionskontrakter løber typisk i 15 år og er egnede til landeveje uden for bymæssig bebyggelse, hvor forholdene er relativt forudsigelige i den lange kontraktperiode. Desværre har funktionskontrakten nogle steder fået et lidt – ufortjent – dårligt ry. Det skyldes efter vores opfattelser først og fremmest uafstemte forventninger mellem bygherre, kommuner, rådgiver og entreprenør. Det er som om udbudsformen for nogle år siden blev anset som en mirakelkur, der for en billig penge kunne løse alle problemer. Sådan er det ikke – man får hvad man betaler for, også når det drejer sig om funktionskontrakter. Derfor et det et ønske for os, at vi sammen bliver bedre til at fortælle om udbudsformens fordele og ulemper. Og til at sige klart til politikerne, at udbudsformen kan være rigtig god til at sikre udvikling, idet den giver større frihedsgrader til entreprenøren til at løse sine opgaver – men at det kræver, at der er et vist, økonomisk råderum hertil.
Artikel om udbud har væet bragt i Trafik & Veje, maj 2018