CE-mærket = sikkerhed
Køb ikke katten i sækken, når du køber asfalt – spørg efter CE-mærket!
Asfaltindustrien hilser konkurrence velkommen, for den er med til at give kunderne det rette produkt til rette pris. Men konkurrence skal ske på lige vilkår. For hvis en virksomhed skærer et hjørne i en regel hér og smutter uden om en lov dér, så får kunden ikke det rette produkt til rette pris. Og de lovlydige virksomheder, der har tingene i orden, påføres ulige konkurrence. Og det sætter den effektive konkurrence ud af kraft – til skade for samfundet og borgerne.
Det sker sjældent i Danmark, at vi oplever, at virksomheder ikke følger mærkningsreglerne. Derfor chokerede det mig at læse om en virksomhed forleden, hvor man får det indtryk, at virksomheden øjensynligt producerer, markedsfører og sælger asfalt uden at produkterne er CE-mærkede.
Transport – og Byggevarestyrelsens regler er klare: En række produkter skal CE-mærkes, før de må markedsføres, sælges og anvendes i EU-landene. Det drejer sig bl.a. om alle byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard eller en europæisk teknisk vurdering. Asfalt er en af de byggevarer, der er omfattet af mærkningsordningen. Mærket angiver, at byggevarens egenskaber er deklareret på en ensartet måde, så den frit kan omsættes på det fælles europæiske marked – vel at mærke uden krav om national prøvning og godkendelse.
Det duer altså ikke, at nogle virksomheder bruger penge på mærkning, hvis andre ikke gør det. Derfor anmelder Asfaltindustriens Brancheforening virksomheder, når vi har mistanke om, at de ikke lever op til reglerne med henblik på at få undersøgt, om virksomhedens praksis er lovlig.
Virksomheder, der ikke har den lovpligtige CE-mærkning i orden, bør stoppe med at sælge deres varer indtil forholdene er bragt i overensstemmelse med de gældende regler. Alt andet er skadelig konkurrenceforvridning og kunderne risikerer at købe katten i sækken.