Asfaltindustriens årsdag 2022
Asfaltindustriens Årsdag 2022 blev et flot arrangement med en god generalforsamling, velbesøgt leverandørudstilling og interessante indlæg af meteorolog Jesper Theilgaard (Klimaformidling.dk), direktør Klaus Bondam (Cyklistforbundet), politisk kommentator Hans Engell og anlægschef Hans Vasehus (By & Havn)...
Bestyrelsen konstituerede sig umiddelbart efter generalforsamlingen således:
• Claus Terkildsen, Peab, formand
• Lars Kim Jørgensen, Arkil, næstformand i arbejdsgiverforeningen
• Kim Krøis, Pankas, næstformand i brancheforeningen
• Hans Oluf Krog, Colas
• Jens Ejlersen, NCC
• Jan Nørregaard Olsen, Munck
Finn Jensen, DOB, blev genvalgt som intern revisor, mens revisionsfirmaet Buus Jensen blev genvalgt som ekstern revisor.
Udvalg, arbejdsgrupper og bestyrelsen udgør rygraden i foreningen og i 2021 bød Asfaltindustrien velkommen til en række nye kræfter:
• Stine Nicholson, Colas, og Ashraf Maged Ibrahim Youssef, Munck, begge i HR-udvalget
• Jakob Sørensen, Pankas, i Arbejdsgruppen for Udbudsformer
Foreningens regnskaberne viste overskud; resultatet skyldes hovedsageligt en bedre forrentning af formuen. I 2022 ventes et resultat i balance dog med nogen usikkerhed pga. volatiliteten på de finansielle markeder. Regnskab og budget blev begge dele godkendt og kontingentet fastholdt.
Formandens beretning
Næstformand Claus Terkildsen afholdt formandsberetningen på vegne af formand Hans Oluf Krog, der var forhindret i at deltage. Formandsberetningen tog udgangspunkt i den skriftlige beretning, der i forvejen var udsendt til alle stemmeberettigede deltagere på generalforsamlingen.
I 2021 producerede virksomhederne 3,55 mio. tons asfalt (2020: 3,94 mio. tons). Asfaltsæsonen startede med et regnfuldt forår, mens efteråret var tørt og varmt. En vinter næsten uden sne gav mulighed for at arbejde; men gav også slaghullerne gode vækstvilkår.
Markedet var negativt præget af Vejdirektoratets manglende investeringer; en situation der ventes vendt til fremgang, når Infrastrukturplan 2035 for alvor slår igennem i 2023 og årene frem.
Hvad angår det kommunale marked i 2022, ser det ud til, at de kommunale vejbudgetter holder stand, med et niveau på linje med de foregående år til følge.
Også det private marked ventes at holde niveauet.
Claus Terkildsen takkede Hans Oluf Krog for sin indsats som formand siden 2013, og bød velkommen til Jens Ejsing i bestyrelsen og STEMA som nyt associeret medlem af brancheforeningen.
Formandens beretning blev taget til efterretning, og den er her sammenfattet i 10 punkter:
1. Et regnfuldt forår vanskeliggjorde sæsonstart…
2. …mens efteråret blev tørt og varmt
3. Corona prægede også 2021; mange funktionærer arbejdede hjemme …
4. … mens arbejdet på vejen fortsatte – i mindre sjak, med afstand og i fri luft
5. En infrastrukturaftale på 161 mia. kr. frem til 2035 gav virksomhederne forudsigelige rammevilkår og infrastrukturen et løft
6. Nye undervisningsforløb om asfaltbranchen til børn og unge, en hjemmeside og 6 videofilm synliggør branchens karrieremuligheder
7. Ved kommunalvalget var der fokus på klima og velfærd …
8. … som også optager branchen, der f.eks. øger genbrug og har fokus på medarbejdernes sikkerhed
9. I slutningen af året tog råvarepriserne himmelflugt til skade for kunderne og os
10. Asfaltproduktion på 3,55 mio. tons (2020 3,94) påvirket af lave statslige investeringer
Der fremsendes referat af generalforsamlingen direkte til deltagerne.
Kort om Asfaltindustrien
Asfaltindustrien er branche- og arbejdsgiverforening for virksomheder, der arbejder med asfalt og veje, herunder branchens leverandører. Vi kæmper for flere penge til veje og for gode overenskomster på området. Asfaltindustriens Sekretariatsfællesskab omfatter desuden Dansk Vejforening, Ankenævn for biler, ITSDanmark, SIKRE VEJE, Asfaltbranchens Fællesudvalg og Asfaltindustriens Uddannelses- og Udviklingsfonde.