Asfaltindustrien og 3F beder bilister sætte farten ned
3. juli 2023
3F og Asfaltindustrien har været i AvisenDanmark med et debatindlæg om sikkerhed ved vejarbejde. Læs debatindlægget her.
Med debatindlægget støtter vi op om Vejdirektoratets nye kampagne "Pas på os der vejarbejder"
Her kan du læse debatindlægget fra AVISENDANMARK
Debat: Bedre trafikvaner ved vejarbejde handler også om bilisternes sikkerhed
Fredag 30. jun. 2023
Af Claus von Elling, gruppeformand i 3F, Byggegruppe, og Anders Hundahl, adm. direktør i Asfaltindustrien
Læserbrev: I sidste uge lancerede Vejdirektoratet deres kampagne "Pas på os, der vejarbejder" - et vigtigt emne, som berører de tusindvis af danskere, der hver dag arbejder langs motorveje, villaveje og i bykerner. Selvom vi mærker, at vores vejarbejdere er glade og stolte over deres arbejde, så er det ikke altid lige sjovt at have en hverdag så tæt på trafikken. Særligt når vi ser en kedelig tendens til, at danske trafikanter alt for ofte kører for stærkt og ikke viser hensyn.
Selvom den nye kampagne tager udgangspunkt i dem, der ”vejarbejder”, er det misforstået, hvis man tror, at det kun handler om vejarbejdernes sikkerhed. Vejdirektoratets fine kampagne er i lige så høj grad til gavn for bilisterne. Statistikker viser nemlig, at der er en øget risiko for trafikulykker ved vejarbejder, når vejbanerne indsnævres, eller når der mangler et autoværn. Og oftest er det bilisterne, det går ud over, hvis uheldet er ude.
Vejarbejderne gør en kæmpe indsats for at passe på både sig selv og de danske bilister, der passerer forbi. Men det er en fælles indsats, hvis vi ønsker at vende kurven og nedbringe antallet af ulykker og farlige situationer. I de seneste år er antallet af ulykker ved vejarbejder i Danmark desværre steget. Ifølge tal fra Vejdirektoratet var der i 2022 347 person- og materielskadeulykker ulykker ved vejarbejder. Det er altså næsten hver eneste dag, at det går galt. På trods af mange kampagner de sidste mange år - også fra os i 3F og Asfaltindustrien - så er dette rekordhøjt.
Vi danskere har generelt vist os dygtige til at tage hensyn til hinanden i trafikken. Der sker langt færre alvorlige trafikuheld, og vi er gode til at løfte foden fra speederen for bløde trafikanter som cyklister og fodgængere. Det samme hensyn skal vi vise ved vejarbejder, hvor udviklingen stadig går den forkerte vej.
Det kræver ikke meget af os bilister – lad os sænke farten en smule.
Vejarbejderne udfører deres opgaver i en kompleks og farlig arbejdszone. De er tæt på trafikken, hvor bilister ofte kører forbi med høj hastighed eller i tæt kø, samtidig med at de skal håndtere tungt udstyr og udføre deres arbejde effektivt. Det kræver ikke meget af os bilister – lad os sænke farten en smule, hold øje med skiltningen og være lidt ekstra koncentrerede, når vi ser afspærringer og arbejdskøretøjer. En minimal indsats, der gør en verden til forskel – for dig, mig og børnene på bagsædet.
I sidste ende er vi alle ansvarlige for vores fælles trafiksikkerhed. Ved at respektere vejarbejdernes arbejdsområder og tage hensyn kan vi skabe et tryggere miljø for både vejarbejdere og bilister. Det er kun gennem samarbejde og bevidst opmærksomhed, at vi nedbringer antallet af ulykker og sikrer, at både vejarbejdere og bilister kommer trygt hjem.