Asfaltindustrien bliver partner i Ungeløftet
Asfaltindustrien er blevet national partner i Ungeløftet og tilslutter sig dermed et bredt fællesskab af virksomheder, organisationer og offentlige aktører, der arbejder for at hjælpe flere unge ind i job, uddannelse og meningsfulde fællesskaber.
I Danmark står knap 45.000 unge uden både uddannelse og arbejde. Mange af dem har mødt modgang tidligt i livet og har brug for en ekstra håndsrækning for at finde deres vej videre. Med partnerskabet ønsker Asfaltindustrien at bidrage til, at flere unge får mulighed for at blive en del af arbejdsfællesskaber og opleve værdien af at gøre en forskel.
Asfaltbranchen spiller en vigtig rolle i samfundet. Ikke kun ved at anlægge og vedligeholde den infrastruktur, vi alle er afhængige af, men også ved at skabe muligheder for mennesker, der har brug for en ny begyndelse. Gennem Ungeløftet vil vi undersøge, hvordan vores branche i endnu højere grad kan være med til at åbne døre for unge og vise dem de mange forskellige job- og karriereveje, der findes i asfaltbranchen.
"Vi ved, at stærke fællesskaber og en plads på arbejdsmarkedet kan gøre en afgørende forskel for unge mennesker. Derfor er vi stolte af at blive en del af Ungeløftet og bidrage til en vigtig samfundsopgave," siger Jakob Svane administrerende direktør i Asfaltindustrien.
Ungeløftet er et landsdækkende partnerskab, der skal bringe unge tættere på job eller uddannelse og styrke deres tilknytning til fællesskaber. Initiativet er en del af en bred politisk aftale, og der er afsat 2,3 milliarder kroner over ti år til indsatsen. Partnerskabet bygger på en fælles ambition om at se de unges potentiale frem for deres udfordringer.
Læs mere om Ungeløftet her: