Skip to main content Skip to footer

ASFALT - september 2023

19. september 2023

I september-udgaven af ASFALT slår vi alarm over at kommunerne skærer ca. 5 procent på vejene i 2023. Det forventede fald kommer oven i flere år med nedgang i kommunale investeringer i veje.

 

Kommunernes investeringer i veje bliver beskåret markant i 2023, og det vil kunne mærkes på en række måder, vurderer Asfaltindustrien med udgangspunkt i undersøgelser.

”Når kommunerne skærer i budgettet for veje, kan det få vidtrækkende konsekvenser for både den enkelte borger, erhvervslivet og vores samfund som helhed. Vores vejes tilstand har betydning for en række områder, lige fra konkurrenceevne til ulykker,” siger Anders Hundahl, adm. direktør i Asfaltindustrien.

I KL er man godt klar over at der er et stort vedligeholdelsesefterslæb, og at det kan være dyrt ikke at vedligeholde.

”Vi bliver også målt af borgerne på om vejene er i orden og vi får at vide, hvis de ikke er det, men vi er presset på penge og på anlægsrammen, og desværre taber asfalt i prioriteringen i forhold til andre anlægsområder som for eksempel daginstitutioner. For at få mest ud af budgetterne indkøber vi asfalt sammen med nabokommuner og går også sammen om fælles udbud,” siger borgmester og formand for Klima- og Miljøudvalget i KL Birgit S. Hansen, Frederikshavn og fortsætter:

”Vi bør give det højere prioritet at vedligeholde vejene, fordi det kan betale sig, er godt for trafiksikkerhed og i forhold til støjdæmpning. Vi vil også gerne gå i retning af bæredygtige og klimavenlige løsninger.”

I Silkeborg har man forbedret kommunes økonomi markant ved investering i trafiksikkerhed, som har gjort det mere sikkert at færdes på kommunens veje.

”Det er dyrere at genetablere en nedbrudt vej end at holde den løbende vedlige, og dertil kommer at færre huller i vejene og stierne giver større trafiksikkerhed og færre ulykker,” forklarer Vej og Trafikchef Flemming Frøsig Christensen, Silkeborg Kommune, som også er formand for faggruppen Veje, Trafik og Trafiksikkerhed i Kommunalteknisk Chefforening og fortsætter:

”Investering i trafiksikkerhedsprojekter har sænket antallet af uheld i Silkeborg og til dato sparer vi et tocifret millionbeløb på det hvert år. Det er både bedre livskvalitet og en god forretning”.

Du kan læse mere om konsekvenserne af nedskæringerne på de kommunale vejbudgetter her.

De øvrige historier i september-nummeret af ASFALT handler om:

  • Tillykke til de nyudlærte vej-asfaltører
  • Trafikdage 2023
  • Highlights fra Roskilde Dyrskue
  • Webinar for offentlige indkøbere om grønne indkøb af asfalt.

God læselyst!