Skip to main content Skip to footer

ASFALT - april 2023

12. april 2023

Asfaltbranchen ruster sig til, at der bliver stillet stadig større krav til CO2-reduktioner og til bæredygtighed generelt. Vi giver en status på området i april-nummeret af ASFALT.

 

Den danske klimamålsætning om at reducere det samlede CO2-udslip med 70 procent inden 2030 beror i høj grad på om bygge- og anlægsbranchen kan nedsætte udledningen af CO2. Bygninger, broer og veje står i dag for ca. 30 procent af Danmarks CO2-udledning.

For at opnå de politiske målsætninger er der fra 1. januar 2023 indført nye klimakrav og LCA-beregninger i bygningsreglementet og Vejdirektoratet indførte i 2022 krav om aflevering af miljøvaredeklarationer og forventes at følge op med klimakrav til anlægsbranchen. Samtidig stiller et nyt direktiv om bæredygtighedsrapportering, CSRD krav om detaljeret rapportering på områder som miljøforhold, sociale rettigheder, menneskerettigheder og ledelsesmæssige faktorer

Asfaltbranchen er allerede nu klar til at levere miljøvaredeklarationer for alle de forskellige asfalttyper asfaltkunderne måtte ønske sig. Deklarationen er et dokument/datablad, der i henhold til anerkendte standarder viser et produkt eller en branches miljøpåvirkning i forbindelse med en produktionsproces, f.eks. i form af CO2-udledninger og ressourceforbrug (råvarer, energi- og vandforbrug), samt evt. ved anvendelse, bortskaffelse og genindvinding af produktet.

Det nye EU-direktiv om bæredygtighedsrapportering CSRD (Corporate Sustainability Reporting Directive) betyder, at de omfattede virksomheder fremover skal rapportere om deres indvirkning på mennesker og miljø samt om deres selskabsledelse – de såkaldte ESG-data (Environmental, Social og Governance).

Asfaltbranchen er i gang med at danne sig et overblik over direktivets implikationer: 

”Der ligger uden tvivl et stort arbejde forude for de danske asfaltfirmaer i at lære de nye standarder at kende og indsamle og systematisere data. Men ved at starte forarbejdet med det samme og inden reglerne er trådt i kraft, kan firmaerne nå at få de nødvendige systemer på

plads og dokumentere industriens bidrag til at opfylde både de nationale og EU’s klimamål,” udtaler Trine Leth Kølby, Miljøchef i Asfaltindustrien.

Du kan læse mere om de skærpede klimakrav her.

De øvrige historier i april-nummeret af ASFALT handler om:

  • Asfaltproduktionen er udfordret
  • På Skills – for at promovere Vej-asfaltøruddannelsen
  • Asfaltskolen giver noget at stå op til i vinterperioden
  • Dansk Vejforenings vejpolitiske debat på Christiansborg
  • Pas på hinanden – der er ingen undskyldninger for dårlig sikkerhed
  • Asfaltbranchen i Europa 2021.

God læselyst!