Skip to main content Skip to footer

Stil skarpt

20. december 2019

Stor succes for Stil-Skarpt-Kampagnen, der skal gøre det klart for bilisterne, at det er vigtigt at køre opmærksomt og fokuseret ved vejarbejder

 

Kampagnen ‘Stil Skarpt – vejarbejde kræver fokus’ gik i luften den 30. september 2019 og forsatte i fire uger. Bag kampagnen stod Vejdirektoratet og en række samarbejdspartnere bl.a. Asfaltindustrien. Kampagnen blev vist godt 300.000 gange på de sociale medier, kampagnefilmen blev vist 450.000 gange og værdien af omtalen beløber sig til knap 10 mio. kr.

Baggrunden for kampagnen er, skriver Vejdirektoratet, at vi inden for det seneste år har oplevet nogle alvorlige ulykker, hvor leverandører, som arbejder for Vejdirektoratet, er kommet til skade ved påkørsler på motorvejene. Samtidig har der de seneste fem år været mellem 208 og 263 ulykker ved vejarbejde om året. Det er i gennemsnit mere end en ulykke ved vejarbejde hver anden dag. Vejdirektoratet har ønsket at lave en indsats, der nedsætter antallet af ulykker ved vejarbejder, og som samtidig giver leverandørernes medarbejdere bedre arbejdsmiljø, både ved akutte hændelser og ved længere vejarbejder. For både at opnå en nedsættelse af antallet af ulykker og et bedre arbejdsmiljø, har vi søgt at henvende os til bilisterne og ændre deres adfærd i retning af højere opmærksomhed. Det er tanken, at den højnede opmærksomhed hos trafikanterne vil give sikrere kørsel og dermed færre ulykker og mere sikkerhed for vejarbejderne.

Asfaltindustrien er meget tilfreds med kampagnen, der ligger fint i forlængelse af Pas På Min far, og er glade for, at Vejdirektoratet vil gentage kampagnen i april 2020.

Læs Vejdirektoratets evaluering af kampagnen her.

Du kan læse mere om kampagnen på Vejdirektoratets hjemmeside: https://www.vejdirektoratet.dk/tema/stil-skarpt-vejarbejde-kraever-fokus