Skip to main content Skip to footer

Flere penge til trafiksikkerhed

25. maj 2018

Den ”lille finanslov” forhandles i øjeblikket: Giv kommunerne lov til at bruge deres egne penge – det gavner sikkerhed og samfundsøkonomi, mener Asfaltindustrien.

 

Årets økonomiforhandlinger mellem regeringen og kommunerne er i fuld gang. KL er gået til forhandlingerne med tre klare krav: Servicerammen skal løftes, anlægsmulighederne skal forbedres og finansieringstilskuddet skal videreføres. Det skriver KL's formand Jacob Bundsgaard og næstformand Martin Damm (foto ovenfor) i en kronik i forbindelse med den kommunalt statslige armlægning.

Asfaltindustrien mener, at tiden nu er inden til, at staten lader kommunerne bruge penge på det, de gerne vil. For det vil både gavne trafiksikkerheden og samfundsøkonomien.

Kira Hyldekær Janstrup forsker ved DTU i sammenhængen mellem trafiksikkerheden og be-lægningsskader og andre mangler på veje og cykelstier og er ved at behandle sit omfattende talmateriale. ”Jeg kan indtil videre konkludere, at den hyppige misligeholdelsesskade, der klassificeres som ’sporkøring’ optræder hyppigere på veje, hvor der er registreret flere trafikuheld,”  oplyser hun. Ergo: Dårlige veje er usikre veje, og de giver flere trafikuheld.

Samtidig er velholdte veje et stort samfundsøkonomisk gode. Det er der flere grunde til.

For det første koster det to til tre gange så meget at rette op på en forfalden vej i forhold til at vedligehold i tide. Du kender det fra dine tænder: Lader du være med at børste og sparer du tandlægeregninger væk, så koster det senere i form at dyre kroner. Sådan har en vej det også – er den først rådden, så koster det at rette op.

For det andet skriger erhvervslivet på bedre veje. Hvert år opgør DI Transport i deres analyse af det lokale erhvervsklima hvad der skal til, for at kommunerne kan tiltrække virksomheder og dermed skabe arbejdspladser og vækst. Og det, der år efter år stør højest på ønskesedlen, er bedre veje – så medarbejdere og varer kan komme frem og ikke vente i kø.

For det tredje er ny veje miljøvenlige veje. En ny vej uden huller og revner dæmper trafikstøjen til glæde for de mange hundrede tusinde trafikstøjplagede danskere. Og en ny grøn vej kan laves ud af genbrug og så den har lav rullemodstand der sparer trafikanterne brændstof.

Alt i alt er det rigtig gode sikkerheds- og samfundsøkonomiske grunde til, at regeringen i år imødekommer kommunernes ønsker om flere anlægskroner.