Skip to main content Skip to footer

Asfaltpirater på spil igen

13. august 2014

Henover sommeren er der i Midtjylland blevet spottet asfaltpirater. TV2 Midtvest har netop bragt en artikel som rapporterer om flere tilfælde i Ikast-Herning området.

 

Asfaltpirater på spil igen

Et godt tilbud
Flere steder i Midtjylland har både private og virksomheder oplevet, at asfaltarbejderne som, hovedsageligt er engelsktalende, henvender sig personligt til dem med særligt ”gode” tilbud. Det er en fremgangsmåde som vi her hos Asfaltindustrien tidligere har hørt om.

”Asfaltpiraternes fremgangsmåde er at møde uanmeldt op og tilbyde private borgere og mindre virksomheder at asfaltere deres indkørsel eller parkeringsplads til næsten ingen penge, hvis de slår til med det samme. Typisk står de allerede med vognlæs af varm asfalt og en historie om, at de har noget asfalt til overs fra et arbejde i nabolaget, som man kan få udlagt med det samme til ”en helt speciel pris”. I de tilfælde er asfalten blevet oversprøjtet med diesel for at gøre det muligt at lægge den ud lang tid efter, at den normalt ville være gennemhærdet. Resultatet er, at den færdige belægning aldrig hærder og derfor bliver ved med at være blød og ude af stand til at tåle blot en persons vægt.”, nævner Anders Hilbert der er chefjurist i Asfaltindustrien.

Asfaltindustrien udsender hvert år artikler og pressemeddelelser som gør opmærksomme på omfanget, som da også har været dalende i en årrække.  

Læs mere om andre fremgangsmåder og hvordan du undgår at blive snydt her.

Vær forsigtig
I de tilfælde som er blevet rapporteret i Midtjylland, har asfaltpiraterne udgivet sig for at være ansatte hos asfaltfirmaet NCC Roads.

”Det er ikke noget nyt, at asfaltarbejderne udgiver sig for at være nogle andre. Asfaltpiraterne, der hovedsagelig har bestået af engelsktalende hold, lever en omflakkende tilværelse, hvor de rejser rundt i landet med familie, campingvogne og maskiner. De er hele tiden på farten, hvilket gør det vanskeligt for utilfredse kunder, politi og Skat at finde dem.”, siger Anders Hilbert.

Hos Asfaltindustrien råder vi til, at man tænker sig rigtig godt om, før man siger ja til et tilbud, der lyder lidt for godt til at være sandt. En god tommelfingerregel er, at tjekke om den tilbudte løsning er rigtig i dit tilfælde. Det kan du bl.a. gøre ved, at få et alternativt tilbud fra et asfaltfirma og sammenligne tilbuddene. Du kan også tjekke om virksomheden er organiseret og dermed også er dækket af en garanti eller syns- og skønsordning.

Find dit nærmeste asfaltfirma her.

Hjælp at hente

Skulle det ske, at man er blevet udsat for asfaltpirateri, så er der hjælp at hente. Selvom skadet er sket, så er der stadig mulighed for at minimere skaden.  I nogle tilfælde vil man kunne spare udgifter til opgravning og bortkørsel af asfaltpiraternes belægning, hvis man forholdsvis hurtigt får udlagt et ekstra lag asfalt mens deres belægning endnu kan bære.

Denne rådgivning kan man bl.a. få gennem Asfaltindustriens Vurderingsordning. Læs mere på www.asfaltindustrien.dk/vurderingsordning.